Ulven og det mystiske slot

Det var en mørk vinternat og man kunne høre en ulv i det fjerne. Det hørte en lille pige hvis navn var Amalie. Amalie havde en meget god fantasi. Så Amalie troede det var et uhyre, så hun hoppede straks i tøjet, for nu ville hun finde uhyret.

Hun kom til en kirke, og nu var lyden tæt på. Hun så en stor sort skygge der mindede om et uhyre. Den hoppede ind i en bog. Og Amalie hoppede efter. Hun snoede og snoede rundt, BOM!!

Hun landede på en stor bakketop. Hun gik ind i en mørk skumring. Der var så tåget at hun ikke kunne se hvor hun gik.

Ding, dong, dang. ”AV!!” råbte Amalie.

Amalie var faldet om, og da hun åbnede øjnene, lå hun i en mørk grotte. Der kravlede en edderkop op af ryggen på hende. ”Iiiiiiiih” skreg hun, og skulle til at slå sig på ryggen.

Men pludselig, stod en kæmpe ulv foran hende. Den skulle til at bide hende i benet, men hun sprang til siden. Og det var i sidste øjeblik.

Så så hun at hun var lænket til en sten. Og NU!! lå ulven på stenen ved siden af hende. Men det mærkeligste var at ulven lå lige netop på den sten hun var lænket til. Og da hun så på ulven igen var hun lænket til ulvens ben i stedet for stenen. Hun kikkede ind i ulvens store røde øjne.

Hun blev så forskrækket at hun spurtede ud af den mørke grotte. Ulven løb efter hende, og overhalede hende. Så hun kunne ikke andet end at springe op på ulvens ryg. Og inden Amalie fik set sig om, stod hun foran et kæmpe - KÆMPE!! - stort slot. Lige pludselig knækkede kæden, og ulven forsvandt ind i skoven. Og porten åbnede af sig selv og Amalie gik langsomt ind i slottet. Derefter gik hun op ad en ulækker knirkende trappe. Èn to, tre – så stod der den grimmeste og ulækreste dame, som Amalie nogen sinde havde set i sit lille liv! Så spurgte damen: ”Hvad laver du i mit slot, lille pige?” ”Jeg er bestemt ikke lille”, sagde Amalie.

”Hvor vover du, at sige mig imod! Jeg er selve Rullasutta-mugga. Den almægtige. Forstår du lille pige. Åh undskyld jeg mener lille splejs.”

Amalie kom i tanke om at hun havde glemt at fodre hønsene i går. Og for resten havde hun læst en bog om en dreng der gjorde en heks god, ved at få heksen til at grine. Og mens hun åbnede munden og sagde ”ha ha ha” kastede han brødkrummer i munden på hende. Og bing bang bom! Og heksen blev god og spurte ham: ”vil du havde et bolsje?” Og nu ville Amalie prøve det samme. For Amalie troede nemlig at damen var en heks. Så hun prøvede at stå på hænder men det blev til et mærkeligt krumspring. Så heksen/damen skralgrinede og Amalie begyndte at kaste brødkrummer

i munden på hende, så hun fik det galt i halsen. Og et øjeblik efter var hun sød som honning. Så så hun at ulven stod ved siden af hende. Men det var ikke en ulv længere det var en sød hund. Så sagde damen: ”du må gerne få hunden og et ønske.”  ”Så ønsker jeg at jeg kommer hjem sammen med hunden.”

Og de levede lykkeligt til deres dages ende.   

Forfattere: Joseffa, Emma og Marie